DEN FORSVUNDNE BUGTALER
Den Store Marchettis dukke sad alene i spotlyset, dens malede smil var det eneste, der stadig smilte bag scenen på Orpheum. Marchetti selv var forsvundet, før tæppet gik ned, og efterlod en aflåst kuffert, et manuskript på afveje og et teater fyldt med mistænkte, der alle sværger på, de var et andet sted. Nogen bragte manden, der gav en dukke sin stemme, til tavshed, og forestillingen må finde ud af hvem.
TJEKKER DIN ADGANG…
At bygge 'Den Forsvundne Bugtaler': Noter fra manuskriptrummet
Ethvert godt varietémysterium kræver en rollebesætning, der kun kunne eksistere under scenesminke og gaslys, og det var her denne sag tog sin begyndelse. Delphine Voss, den glamourøse assistent, bærer den klassiske femme fatale-energi fra noir-genren uden nogensinde at skulle sige et truende ord — hendes charme er selve afledningsmanøvren. Reggie Corso, scenearbejderen med to venstre fødder, giver os den arbejderklasse-jordnære følelse bag scenen, en mand der kender hvert reb og hver trisse i bygningen bedre end sit eget spejlbillede. Madame Yvette, den spåkyndige understudy, var et alt for lækkert teaterarketype til at udelade — enhver trup har altid en, der læser i hånden mellem matinéerne. Og Harold Pruitt, den overbebyrdede teaterdirektør, findes for at minde spillerne om, at et motiv lige så let kan bære jakkesæt og kassebog som en kniv.
Stederne blev valgt for at kortlægge anatomien af et ægte varieteteater. Garderoben er intim og overfyldt, fuld af hemmeligheder syet ind i sømme. Gangbroen bag scenen er vertikal og farlig, et sted hvor et lig kunne forsvinde ind i skyggerne over scenelyset. Rekvisitlageret er selve kaosset, hver genstand et potentielt falsk spor, og Orkestergraven giver os lyd og mørke, det perfekte skjulested for at noget sker lige under publikums fødder.
Hvad angår våbnene, ønskede vi genstande, der ville føle sig fuldstændig hjemme i et teater uden nogensinde at virke importeret fra et generisk mysteriesæt. Bugtalerdukken er det oplagte glansnummer, tematisk perfekt og oprigtigt uhyggelig, så snart man forestiller sig den som mordvåben frem for underholdning. Sandsækkerebet og Spotlyshuset nikker til de reelle mekaniske farer, som scenehold lever med hver aften, mens Sølvbrevkniven er vores eneste 'almindelige' genstand, bevidst inkluderet, så spillerne ikke antager, at ethvert våben skal være teatralsk.
De seks spor blev bygget som en streng elimineringsstige, hvor hvert spor renvasker præcis tre mistænkte, tre steder eller tre våben gennem et konkret alibi eller en verificerbar ejerskabskendsgerning — aldrig et vink, altid en efterprøvelig påstand. Vi var omhyggelige med, at intet spor direkte udpeger den skyldige; i stedet overlever løsningen kun, fordi intet andet gør. Delphine bliver aldrig placeret noget sted af et vidne, og det er netop signalet for den opmærksomme spiller: alle andre får et alibi, og hendes tavshed i protokollen er sagens højeste spor.
Det, jeg kan bedst lide ved denne sag, er grusomheden i afsløringen: dukken, der fik et publikum til at grine i tyve år, bliver bogstaveligt talt det sidste, dens ejer nogensinde følte. Det er den slags galgenhumoristiske ironi, varietémysterier er skabt til, og jeg håber, den lander med samme teatralske stilhed som øjeblikket, hvor tæppet falder over en død mands sidste akt.