DEN SIDSTE UDSENDELSE

Bag sagen: Den Sidste Udsendelse

Sen-aften-radio har en bestemt, uhyggelig kvalitet, som vi ønskede at bygge en sag omkring: en vært, der taler ind i en mikrofon, der er live, til et publikum, der er reelt, men usynligt, i en bygning, der stort set er tom på det tidspunkt. Da værten af "Den Sidste Udsendelse" forsvinder midt i et indslag, og stationen sender seks minutter statisk larm, før nogen afbryder signalet, ligger rædslen ikke i vold — den ligger i kløften. Noget skete, og i seks fulde minutter var der ingen med magten til at stoppe det, der så med.

Dette er en af vores sværere sager, og springet i sværhedsgrad kommer fra, at gruppen af mistænkte består af mennesker, der alle havde helt legitime grunde til at være i en næsten tom bygning klokken 1 om natten. En lydtekniker, en medvært, en stationschef og en sen opringer er ikke udenforstående, der sneg sig ind — de er præcis de mennesker, man ville forvente at finde på en radiostation midt i en direkte udsendelse. Ingens tilstedeværelse er i sig selv mistænkelig, hvilket betyder, at sagen næsten udelukkende hviler på kløften mellem, hvad ens job kræver, at man gør, og hvad man faktisk gjorde i de seks minutter.

Det er den egentlige gåde i hjertet af denne sag: de seks minutter statisk larm er et låst tidsvindue i stedet for et låst rum. Ingen kunne komme ind eller ud ubemærket, ja — men vigtigere endnu, ingen kunne handle uden at efterlade et eller andet spor, fordi en radiostation er fuld af systemer, der automatisk logger ting. Hvem der brugte adgangskort til hvilken dør. Hvilken linje der blev taget. Hvad der blev afspillet over konsollen. Hvis du sidder fast, så stop med at forsøge at rekonstruere, hvad folk siger, de gjorde, og begynd i stedet at rekonstruere, hvad bygningens egne systemer ville have registreret, uanset hvad nogen hævder.

Vi valgte parkeringskælderen og tagantennen som lokationer, fordi de repræsenterer de to kanter af en udsendelse — det fysiske fodaftryk af en station (hvor personalet rent faktisk parkerer, kommer og går, holder pause) og det tekniske fodaftryk (infrastrukturen, der overhovedet muliggør udsendelsen, og som en bestemt slags insider ville vide, hvordan man skulle sabotere). En sag bygget omkring et teknisk medie bør have en teknisk løsning, og det har denne.

Om psykologien i at lyve om et opkald, der aldrig teknisk sluttede: den sene opringer er en bestemt slags mistænkt, det er værd at overveje omhyggeligt, fordi i en sag som denne er det ikke det samme, at en stemme er "på linjen," som at en krop er i et bestemt rum. Vi indbyggede bevidst den slags tvetydighed, der snubler rigtige efterforskninger — antagelsen om, at hvis vi kan placere en stemme et sted, har vi placeret en person. Sæt spørgsmålstegn ved den antagelse i denne sag mere, end du måske gør i andre.

Radio, mere end næsten ethvert andet medie, kører på illusionen om én enkelt, kontinuerlig, troværdig stemme — det er hele formatet. Vi kunne lide at bryde et mysterium op omkring netop den illusion: en nat, hvor den stemme, man er vant til at stole mest på, er den første, der bliver tavs, og alle tilbage i bygningen har en historie om hvorfor.