FORFROSSEN VED BASISLEJREN
Syv tusind meter under toppen og hundrede mil fra nærmeste dommer blev ekspeditionslederen Marcus Vane fundet stiv og blålæbet i sit telt, mens stormen udenfor udviskede ethvert spor, der betød noget. Fire personer delte lejren med ham, da vinden endelig holdt op med at hyle længe nok til, at man kunne høre stilheden. En af dem sørgede for, at han aldrig så bjerget igen.
TJEKKER DIN ADGANG…
At designe en snestorm, man ikke kan undslippe
Det sværeste ved at skrive 'Forfrossen ved Basislejren' var ikke mordet, men isolationen. En snestorm er et lukket rum, hvor vejret erstatter væggene, og jeg ville have, at hvert alibi skulle føles, som om det kæmpede mod selve stormen: halvt hørte radiokald, spor udvisket af sneen, pandelampebatterier som det eneste pålidelige ur, nogen havde. Det er derfor, Fotografens skyld hviler på noget så hverdagsagtigt som en batterilog i stedet for et vidne — i et whiteout husker maskinerne det, mennesker ikke kan.
De fire mistænkte blev bygget til hver at repræsentere et forskelligt forhold til bjerget: Lægen, der holder alle i live, Guiden, der holder styr på alle, Rivalen, der ønsker toppen mere, end nogen fortjener, og Fotografen, der angiveligt kun er der for at dokumentere æren. Jeg satsede især på det sidste arketype, fordi fotografer indtager en mærkeligt mellemliggende plads på virkelige ekspeditioner: betalt af sponsoren, loyal over for historien, sjældent mistænkt for noget, fordi de 'bare optager det'. Det er præcis den slags person, en SVÆR sag bør gemme gerningsmanden i.
Til mordvåbnet ville jeg have noget, der ikke selv råbte, at det var et mordvåben. En isøkse eller et flosset tov skriger vold; en morfinampul udleveret 'mod hovedpine' er den slags stille, bureaukratiske ondskab, der passer bedre i en læges taske end i en morders hænder. Sporkæden leder bevidst mistanken først mod Lægen, den oplagte ejer af morfinen, før den revne side fra den medicinske log omdirigerer skylden til den, der rent faktisk tog den ud — den aflednings er den finesse, jeg ønskede til en SVÆR sag, hvor den første læsning af beviserne er et lokkemiddel snarere end svaret.
Lokationerne var den vanskeligste akse at afbalancere, for i et overlevelsesmiljø har næsten ethvert rum en indbygget grund til at være overfyldt eller overvåget, hvilket er nyttigt til udelukkelse, men farligt for retfærdigheden. Jeg sørgede for, at Isvægsruten blev udelukket ikke af et vagt alibi, men af det simple fysiske faktum, at den var oplyst med projektører og bemandet hele natten — ingen myrder stille under en projektør. Udstyrsdepotet fik sit eget vidne i lagerbæreren, og Spiseteltet blev diskvalificeret af ren folketæthed. Tilbage stod Radiokommunikationsteltet, normalt det mest hverdagsagtige rum i en ekspeditionshistorie, som det eneste sted, der var stille, privat og uovervåget nok til elleve dødelige minutter.
Det, jeg er mest stolt af, er, at hvert udelukkende spor gør dobbelt eller tredobbelt arbejde: den samme sætning, der renser Rivalen for mordet, udelukker også Iltregulatoren, og den samme batterilog, der placerer Fotografen i Radioteltet, fastslår også mordvåbnet ud fra tidsstemplet. Den lagdeling er, hvad SVÆR sværhedsgrad bør betyde: ikke uklarhed for dens egen skyld, men spor, der belønner den, der er villig til at krydsreferere i stedet for blot at skimme efter den mest fordømmende lydende linje. Løs den i mørket, mens vinden stadig hyler uden for teltdugen, og jeg tror, spillet forbliver fair.